16/06/2021 | Nyheder

Stillingsopslag: To landstrænere til kunstrulleskøjteløb

Rullesport Danmarks Kunstrulleskøjteløbskomité søger to landstrænere til talent- og elitearbejdet, som primært er centreret omkring Talenttruppen og Bruttotruppen.

Talenttruppen og Bruttotruppen vil typisk bestå af i alt 30-45 løbere i alderen omkring 10-20 år, og
de er fordelt på syv klubber.

Landstrænerne vil få det overordnede sportslige ansvar for talent- og elitearbejdet, og arbejdet vil i særdeleshed bestå i at strukturere, planlægge og gennemføre træningsaktiviteter, samt lede aktiviteterne under træning og internationale stævner.

Landstrænerne holder sig ajour med udviklingen inden for kunstrulleskøjtesporten internationalt, og forventes at viderebringe erfaringer og knowhow til alle klubber, dommere og sportskomitéen.

Der forventes et udpræget samarbejde imellem de to landstrænere og med de assisterende landstrænere, samt med klubtrænere i forhold til at udvikle elitearbejdet i kunstrulleskøjtesporten, således at det smitter af helt ud i de enkelte klubber.

Landstrænerne skal forvente nogen rejseaktivitet i forbindelse med dansk deltagelse i internationale træningsaktiviteter, samt stævner herunder EM og VM. I forbindelse med EM og VM må der også påregnes nogle internationale mødeaktiviteter, hvor man repræsenterer Danmark, og får viden om udviklingen inden for sporten.

Følgende kvalifikationer/forhold anses som en fordel:

  • Omfattende erfaring som træner i kunstrulleskøjteløb
  • Erfaring med at udvikle løbere med såvel deres tekniske færdigheder som deres kunstneriske udtryk – gerne på internationalt niveau
  • Har kendskab til regler for programsammensætning og erfaring med at lave programmer på højt og komplekst niveau
  • Relevant uddannelse som træner eller motivation for at tage dette
  • Gode kommunikations- og samarbejdsevner
  • Forståelse for naturlige problemstillinger blandt teenagers og evnen til at håndtere disse.

Der aftales en årlig løn. Der er ikke en fast arbejdstid, da timefordelingen kan forventes at svinge meget i perioder, i særdeleshed omkring rejseaktiviteterne og gennemførelse af større træningsarrangementer. Der ydes feriepenge efter dansk lovgivning. Tiltrædelse efter nærmere aftale.

Yderligere information om jobbet kan fås ved kontakt til mobil 20713615.

Ansøgning, inklusive CV og evt. relevante bilag, fremsendes til undertegnede på e-mail senest d. 19. juni 2021.

Med venlig hilsen
Ulla Kunkel
Formand for Sportskomiteen for Kunstrulleskøjteløb

Share