Søg for sat… !!! Ny pulje til foreningerne
Danmarks Idrætsforbund (DIF) har netop offentliggjort informationer om ’DIF og DGI’s Foreningspulje’.
Puljen er meget relevant for foreninger og der uddeles cirka 45 millioner kroner årligt direkte til de lokale idrætsforeninger!
Hvad kan pengene gå til?
Uddelingerne sker på baggrund af ansøgninger fra foreningerne, og pengene skal gå til projekter og tiltag, som kan styrke foreningerne og bakker op om DIF og DGI’s vision om at få flere aktive danskere og flere danskere ind i idrætsforeningerne.
Der kan være tale om støtte til foreningsudvikling, indkøb af idrætsmateriel, udarbejdelse af informationsmateriale, inkludering af nye målgrupper, afholdelse af events, opstart af nye aktiviteter og lignende initiativer.
Hvornår kan pengene søges?
I øjeblikket er de nøjagtige kriterier ved at blive fastlagt i et samarbejde mellem DIF og DGI. Det forventes, at I kan indsende ansøgninger via CFR fra medio april.
Fakta om ’DIF og DGI’s Foreningspulje’
En række politiske partier vedtog d. 30. november 2017 en politisk aftale om at oprette lokalforeningspuljer. Aftalen følger af, at politikerne stoppede en svindelramt ordning med lokale aftaler om uddeling fra spillehals-/automatmidler i 2015. I 2016-2017 var der en midlertidig overgangsordning, som nu afløses af en helt ny ordning.
Med aftalen oprettes en række lokalforeningspuljer på i alt ca. 70 mio. kr. i 2018, som foreningslivets hovedorganisationer skal uddele til deres respektive lokalforeninger.
Midlerne er på finansloven og indeksreguleres med finansloven fremadrettet. Midlerne er således hverken knyttet til udlodningsmidlerne (tipsmidlerne) eller for den sags skyld midler fra spillehaller.
DIF og DGI har valgt at oprette en fælles pulje, som i 2018 udgør ca. 45. mio. kr. Lokale foreninger under DIF og DGI kan kun søge puljen under DIF og DGI.