Per var med til at etablere rulleafdelingen, der har 20 år jubilæum til januar
ÅRETS FRIVILLIG I FITNESS & SPEED 2021
I år er titlen som ÅRETS FRIVILLIG i Fitness & Speed gået til Per Horney Nielsen fra RIMO. Indstillingen er indsendt af Camilla Brandi Anshøj, der har skrevet følgende:
Jeg indstiller Per Horney Nielsen som årets frivillig for Fitness & Speed.
Per var med til at etablere RIMO’s rulleafdeling, som til januar år har 20-års jubilæum. Siden åbningen har han været en af de bærende rullekræfter. Per elsker fart og teknik, og er altid villig til at lære sine færdigheder fra sig.
Per startede med at træne sammen med sin datter i sin tid, men da datteren blev stor og flyttede hjemmefra forsatte Per med at træne Ringsteds rulleglade mennesker i alderen 4-84 år.
Per har gennem årene lagt et kæmpe engagement i RIMO’s rulleafdeling. I sommers gik Per på pension. Huset i Ringsted er nu solgt, og Per drømmer om at tilbringe halvdelen af året sammen med sin kone i sommerhuset i Frankrig. Det er dejligt for Per, men også et stort tab for RIMO.
Vi vil gerne anerkende Per for hans mangeårige frivillige arbejde, store engagement, stabilitet og lyst til at lære fra sig.
Per har gjort et stort arbejde og det anerkendes med titlen ÅRETS FRIVILLIG i Fitness & Speed 2021.