24/04/2020 | Nyheder

Danskerne vil have hjul under fødderne som aldrig før

Ritzau skriver 22.04.2020 en flot artikel om fremgangen i rullesporten:

Der er købt mange rulleskøjter, siden det meste af Danmark lukkede ned på grund af udbruddet af coronavirus.

Danskerne finder alternative måder at få motion på for tiden. En af dem, der boomer i coronakrisen, er at køre på rulleskøjter.

To af landets største forhandlere af rulleskøjter i Danmark, Mills i København og SkatePro ved Aarhus, fortæller, at de har solgt mere end 50 procent flere rulleskøjter, end de havde på samme tidspunkt sidste år.

Omkring 1500 par rulleskøjter er ifølge forhandlerne langet over disken eller købt på nettet siden midten af marts.

Trangen til at køre på rulleskøjter skyldes, at meget idræt har været lukket ned sammen med resten af Danmark i over en måned.

– Vi har rigtigt mange kunder for tiden, der har kørt på rulleskøjter som barn eller teenager, og som fortæller, at de har set andre køre på rulleskøjter i byen og derfor selv har fået lyst til at genoptage deres gamle hobby.

– Andre finder deres gamle rulleskøjter i kælderen og kommer ind til os og får sat nye hjul og friske bremseklodser på, siger Bonny O. Madsen, der er ejer af Mills.

Det er både mænd og kvinder, der vil ud at rulle.

– En del af vores kunder er faktisk kvinder, der har skullet finde alternative motionsformer i en coronatid og derfor vælger at købe rulleskøjter til sig selv.

– Vi har også mange mødre, der udstyrer alle familiens medlemmer med et par rulleskøjter og sammen kører en familietur, siger Daniel Clausen, der er team manager hos SkatePro.

Danskernes stigende interesse for at rulle mærkes også i Rullesport Danmark. Foreningen organiserer syv discipliner af rullesport, hvor flere af dem udøves på rulleskøjter.

Rullesport Danmark har i de seneste medlemstal fra Danmarks Idrætsforbund (DIF) oplevet en markant medlemsfremgang for rullesporten i Danmark.

Helt præcist er foreningen vokset fra 4637 medlemmer i 2018 til 8028 medlemmer i 2019. Det er en stigning på 3391 medlemmer, hvilket svarer til 73 procent.

Det gælder både aktive medlemmer på skateboard, løbehjul og rulleskøjter.

Rulleskøjteløb alene står for en stigning på 758 medlemmer – fra 254 medlemmer i 2018 til 1012 medlemmer i 2019.

De aktuelle salgstal af rulleskøjter viser, at der er endnu flere danskere, som dyrker sporten uden for foreningslivet.

/ritzau/

Foto: David Grant

Share