Årets Frivillig gemte sig i Hjørring
Rullesport Danmark modtog flere flotte indstillinger til prisen som Årets Frivillig, hvilket satte udvalget på hårdt arbejde, ligesom sidste år.
Baggrund
Valget faldt på en mand, der i 2018 har haft stor betydning for udbredelsen af rullesporten, både for breddeløbere og konkurenceløbere indenfor Fitness & Speedskating.
Årets Frivillig
Årets Frivillig 2018 i Rullesport Danmark er Jesper Vinther fra Vi Ruller, Hjørring. Indstillingen er indsendt af Ole Blaabjerg, der onsdag d. 19. december kunne overrække diplomet til Jesper.
Indstillingen
Ole Blaabjerg skriver: Jeg indstiller Jesper Vinther som årets frivillige. Jesper er primus motor, træner, sørger for haltider, social hygge, indkøb af klubtøj m.m. og fortjener dermed at vinde titlen som Årets Frivillig 2018.
Klubben blev etableret for et par år siden og har på rekordtid tiltrukket mange mennesker til rullesporten, både konkurrenceorienterede folk og folk, der bare godt kan lide at rulle.
Jesper har også en del af æren for at Jylland nu afholder et af landets største rulleskøjteløb, Jysk Inline Match, hvor der både er plads til nybegynderne og de rigtig hurtige.
I 2019 er Jesper også med til at trække de unge talenter til Jylland, når der afholdes Talenttrupsamling i Hjørring.
– Jesper gør et stort arbejde og det anerkendes med denne pris.
Årets Frivillige 2019
Vil du indstille en frivillig fra din klub til at modtage titlen som Årets Frivillig 2019? Så skal du sende en nominering til info@rullesport.dk. Nomineringen skal indeholde informationer om den indstillede (navn, klub, begrundelse, foto) og dine kontaktinformationer.