28/12/2022 | Nyheder

Årets Frivillig Freestyle 2022

Titlen som Årets Frivillig i Freestyle tilfalder Allan Blak fra Urban Street Zone.

Indstillingen er indsendt af Trine Meyer Sig, der har skrevet følgende:

Vi fra Urban Street Zone i Brande vil gerne indstille vores frivillige Allan Blak.

Allan yder et kæmpe stykke frivilligt arbejde i Urban Street Zone. Han får hele kabalen i dagligdagen til at gå op. Alt fra hold, vejledning til reparationer og en hjælpende hånd. Og han har altid et smil på læben. 

Allan har en stor andel i, at så mange børn og voksne mødes ugentligt til skating og hygge i Urban Street Zone. Det er en gave for en forening at have frivillige kræfter, og vi er ekstra heldige, fordi Allan altid byder sig til og løser store som små udfordringer i hverdagen. Han skaber kontakter ud af huset og er med til at formidle både internt og eksternt. Allan arrangerer- og tager medlemmer med på ture, til stor glæde for deltagerne.

Det absolut sejeste er, at Allan har taget ansvar for at bygge vores kæmpe bowl færdig, efter samarbejdet med den daglige leder er ophørt. 

Allan har mange menneskelige værdier, der får børn og unge til at holde af ham. Han er venlig og betænksom. Han viser stor omsorg for alle. Han spreder glæde, og han viser overskud og tillid til alle i huset. 

Vi kunne sætte mange ord på Allan – jeg har plukket i dem og her kommer de: 

  • Allan lægger energien i at igangsætte initiativer
  • Allan viser vejen med overskud og engagement
  • Allan har gå-på-modet til at føre en ny ide ud i livet
  • Allan gør frivilligheden aktuel og nærværende
  • Allan inddrager og motiverer flere til at blive frivillige. 
  • Allan hjælper riders til at blive endnu bedre.

Allan gør et stort arbejde og det anerkendes med denne pris.

Share