14/09/2017 | Nyheder

Rulleskøjtesporten har deres Willie Wortel

Willie Wortel (hollandsk for Georg Gearløs) eller Doktor Villy, en tryllekunstner med mange navne. Vi har talt med Villy Jensen og fået et lille indblik i, hvorfor han gør sig fortjent til de fine titler.

–  Mange fitness og speedløbere har lagt vejen forbi dit hus, fordi deres rulleskøjter ikke sidder godt eller har skavanker af forskellig art. Hvordan begyndte du at fixe rulleskøjter?
Det er 10 år siden jeg startede med at justere på rulleskøjter. Det startede, da jeg købte et par speed-skøjter, der gav mig vabler og trykmærker.
Jeg startede med at rulle for ca. 20 år siden, efter jeg var skiftet til kontorjob og kiloene kom styrtende. Mit første par rulleskøjter var et par Rollerblades, som jeg købte på Holte Loppemarked for 10 kroner. I 2005 meldte jeg mig ind i C-I-C, fordi de annoncerede ture på Strandvejen. Min første Berlinrulletur var i 2006.

–  Hvordan har folk fået nys om dine evner?
Jungletrommer. Nogle gange, når jeg ser nogen rigtigt grimme mærker på folks fødder, så fortæller jeg at ‘det kan der godt gøres noget ved’.  For tiden hører jeg forespørgsler hver uge, og knap halvdelen munder ud i, at der dukker nogen op med en opgave.

 – Hvilke problemer kan du afhjælpe?
Jeg kan bl.a. hjælpe hvis rulleskøjten klemmer, hvis et gevind er i stykker eller hvis en klinge sidder skævt. Jeg udvider oftest punkter på varmeformbare støvler, og jeg har nyligt replikeret et værktøj der kan trykke sammen for hælhold.
Der er skiftet slotmøtrikker hvor gevindet har været strippet, og ankerplader er dels fæstnet succesfuldt, og dels nød-recoiled. Jeg har noget værktøj og nogen erfaring med læder og skind og kontaktlim (IKKE VANDBASERET – superlim er YT). Jeg har også udboret nogle rimeligt ubehageligt friktions-fastsvejste aksler (og fjernet andre, der bare skulle ud med en ornepik i boremaskinen).

–  Hvordan gør du, hvis en rulleskøjte klemmer?
Det allervigtigste er korrekt opmærkning! Det kan kun gøres med en supermagnet sat på det ømme punkt på foden, som så kan søges nøjagtigt med en anden supermagnet udenpå støvlen (uden magneterne rammer man op til 25 mm forkert!!). Herefter kan varmeformbare støvler rettes med punktvarmeformning:

1) Jeg forbereder værktøjet, så punktet kan presses med énhåndsbetjent holdeværktøj med fast stop
2) Herefter varmes området med en varmekanon
3) Når materialet er varmt: Påsætte og spænde holdeværktøj, så det presser det helt rigtige sted, med en passende profil
4) Til slut afventes at støvlen bliver koldt.

Foto: Villy har fået styr på grillen

Jeg har rettet på de fleste speed-rulleskøjte fabrikater, som er set i Danmark. Generelt kan man rette om et ømt punkt, men man skal ikke løsne så skaftet slipper helt. Ofte kræves mere end et besøg, men det er fint hvis ‘det blev bedre generelt, men det her punkt gør ONDT!’
Det er vigtigt at et ømt punkt er veldefineret (vabler eller grimme røde trykmærker foretrækkes). Jeg kan ikke rette hvis ‘højre side gør ondt’. Når man har markeret ‘ondet’, kan man ofte se en fold eller carbonkant, der stikker lige ind i foden (det giver nogen gode mærker).

–  Hvilket værktøj bruger du? Laver du selv dit værktøj?
Det meste har jeg selv lavet eller modificeret. F.eks. ’Hold-fast-tænger’ (til svejsearbejde) modificeret med udvalg af kæber og modhold. Jeg har også en stereotaktisk ramme til skøjtemodhold.

Foto: Et udpluk af værktøj fra Villys værksted

–  Laver du også andre ting? Bremser? Cykler? Biler?
Jeg har altid haft gang i noget teknisk. Se gerne www.villy.name og evt. www.villy.name/vehic.htm og evt. www.diy4wd.dk (egne beskrivelser, er ikke tilføjet fornyligt). I dag arbejder jeg som testingeniør, hvor jeg ødelægger høreapparater. For 21 år siden arbejdede jeg som tekniker og kontrolmand i et røntgenkontrolfirma.

–  Har du stadig tid til at rulle selv?
Ja da. I dag ruller jeg enten alene, eller sammen med en masse andre AK40+, som det nu passer med vejrudsigter, annonceringer, helbred, træningstilstand, humør og familiekalenderen.

–  Hvad sker der, hvis du bliver stormet med henvendelser, efter denne artikel?
Så blæser jeg væk.

Foto: Villy Jensen

Share