Strategi

Rullesport Danmark arbejder strategisk for at udvikle rullesporten i Danmark. Strategiplanerne løber over fire år – næste periode fra 2022-2025. 10 arbejdsgrupper har beskrevet målsætningerne indenfor nedenstående fire områder.

Kontakt udviklingskonsulent Maria Nube på mn@rullesport.dk eller tlf. 51897520, hvis du vil høre mere!

 

Spor 1

Højere træningskvalitet

Målsætning: Træningsaktiviteter af høj kvalitet på bredde- og talent niveau

Dygtigere trænere

Vi vil sikre at vores klubber og sportskomitéer har dygtigere trænere, der resulterer i gladere og dygtigere udøvere på alle niveauer. Vi vil sikre sunde træningsmiljøer for vores udøvere, så de udvikler sig og trives.

Udvikle en ny form for træneruddannelser til gadeidrætten

Vi vil udvikle en ny form for træneruddannelser til gadeidrætten, som bygger på de gode erfaringer fra eksisterende uddannelser, men tager udgangspunkt i den nerve og energi, som findes i gadeidrætsmiljøerne (jf. kulturanalyse i spor 2).

Forny tilgangen til uddannelse i vores traditionelle discipliner

Vi vil forny tilgangen til uddannelse i vores traditionelle discipliner, med inspiration fra gadeidrætterne (bl.a. mesterlære og inddragende miljøer) (jf. kulturanalyse i spor 2).

Veldrævne stævner og aktiviteter

Vi vil sørge for at vores stævner og aktiviteter er veldrevne og giver deltagerne lyst til at være en del af sporten.

 

Spor 2

Et samlet forbund 

Målsætning: Rullesport Danmarks funktion er tydelig – og vi har fortsat syv stærke og velkørende sportskomitéer

Retænke forbundet som én samlet organisation

Rullesport Danmarks store vækst, og den nye medlemssammensætning, mellem vores ”gamle discipliner” og de “nye gadeidrætsdiscipliner”, betyder at det er nødvendigt, at forbundet retænker sig, som én samlet organisation for alle på små hjul, med gensidig læring på tværs af disciplinerne.

WHY?

Spørgsmålet “WHY?” – hvorfor være med i Rullesport Danmark? – bliver stillet hyppigt. Det fortæller os, at vi ikke lykkes med at at fremstå relevante for vores discipliner. Vi ønsker at gøre en seriøs indsats for at forstå og imødekomme behovet hos vores discipliner, så vi i 2025 fortsat er ét samlet forbund, hvor alle discipliner har fået besvaret deres “WHY?” og lærer af hinandens styrker for at samles om at løse de nye opgaver for fælles rullesport.

Flere kompetente aktører

Vi vil have et særligt fokus på unge frivillige, hvilket skal ses i forlængelse af forbundets aldersfordeling, hvor over 70% af medlemmerne i dag er under 18 år. Hensigten er at sikre, at vi har flere kompetente aktører, der er med til at udvikle disciplinerne i fremtiden.

 

Spor 3

Flere breddeaktiviteter

Målsætning: Rekruttering af flere medlemmer

Vi mødes om aktiviteterne

Vi ønsker at tiltrække flere klubber og selvorganiserede fællesskaber til forbundet, på baggrund af resultaterne i vores kulturanalyse (Spor 2). Via organisering i forbundet tilbydes mulighed for at være sammen med ligesindede, for at have det sjovt med rullesport.

 

Spor 4

Øget kvalitet i elitearbejdet

Målsætning: Eliten i speedskating og skateboard trives og præsterer på allerhøjeste seniorelite-niveau

Rollemodeller og synlighed

Vi vil skabe gode rollemodeller for talenter, øge kendskabet til rullesporten og opnå gode resultater ved EM, VM og OL.

Samarbejde rodfæstes

Vi vil sikre, at de sidste 10 års arbejde på tværs af Rullesport Danmark og Dansk Skøjteunion bliver en rodfæstet del af dansk speedskating, der kan gøre det attraktivt for udøvere, trænere og frivillige at blive i sporten, og med modet og ambitionen om at skabe topresultater for senioreliten, trods manglende vinterfaciliteter på dansk grund på is.

 

Læs mere

> Se alle resultatmål for strategiperioden her!