03/11/2024 | Begivenheder,Nyheder

Veteran og Masters DM i skaterhockey 2024

Veteran og Masters DM 2024 i skaterhockey Copenhagen Vikings Rødovre i samarbejde med Rullesport Danmark Skaterhockey udsender hermed en fælles invitation til DM Skaterhockey i de følgende rækker: Veteran og Masters.

Tid og sted

DM afholdes indendørs i Rødovre Skaterhockeyhal. Mesterskaberne afvikles i weekenden søndag den 3. november 2024. Stævnerne afholdes, hvis mindst 2 hold ønsker at deltage
Hvis der er mindst to hold i en årgang, så spilles der om DM, samt den danske plads til IISHF-mesterskaberne i 2025. Hvis der kun er ét hold, som tilmelder sig, så får dette hold pladsen til planlagte IISHF-mesterskabet i 2025. (IISHF Veteran Europacup 2025 afholdes i Rossemaison Schweiz).

Alderskrav

VETERAN (kvinder/mænd): Spillere, der mindst er fyldt 35 år ved årets udgang, det vil sige født i 1989 eller tidligere.

MASTERS (kvinder/mænd): Spillere, der mindst er fyldt 45 år ved årets udgang, det vil sige født i 1979 eller tidligere.

Tilmelding

Tilmelding skal ske senest søndag den 13. oktober 2024 til skaterhockey@rullesport.dk
Der kan af hensyn til planlægningen, ikke tilmeldes hold efter denne dato. Angiv venligst klubnavn, holdnavn, række samt kontaktperson. Turneringsprogrammet offentliggøres efter tilmeldingsfristen, når antallet af tilmeldte hold er fastlagt. Turneringsprogrammet vil afhænge af antal deltagende hold.

Betaling

Deltagergebyret vil blive opkrævet når alle udgifter til mesterskabet er kendt. Betaling skal ske via Rullesport Danmarks betalingssystem Conference Manager.

Licens

Alle hold skal være tilknyttet en klub, som er medlem af Rullesport Danmark, og alle spillere skal have en gyldig skaterhockey licens for sæsonen 2024. Hvis man har haft licens tidligere, så skal den genaktiveres.

Link til licens

https://www.conferencemanager.dk/licenser2024skaterhockey/signup
Den økonomiske ansvarlige for skaterhockey vil løbende trække licenslister ud hvor licensnumre fremstår i databaseudtrækket.

Holdskema

Hvert hold skal fremsende et Word Dokument sammen med deres tilmelding med angivelse af alle deres spillere med position, trøjenumre som skal sendes til skaterhockey@rullesport.dk

Banen i Rødovre

Mesterskaberne afholdes i Rødovre Skaterhockeyhal på en indendørs 20×40 meter bane. Adressen er Korsdalsvej 100, 2610 Rødovre.

Praktiske forhold

Der er mulighed for bad i skaterhockeyhallen. Omklædning sker omkring banen. Der vil være opsat markeringer for de enkelte hold, hvor de kan opbevare deres udstyr i hallen.

Regler for skaterhockey

Der spilles efter det internationale regelsæt for skaterhockey. Der spilles med fire udespillere og én målmand, kropskontakt er tilladt, dog uden tacklinger (straffes med udvisning).

Sidste udgave af IISHF Official Rule Book er 2024/2025 versionen som findes på dette link: https://iishf.com/media/iv3f0onh/2024-iishf_rules_of_the_game.pdf

Hvis der skal findes en vinder, og kampen er endt uafgjort, så spilles der fem minutter forlænget spilletid, med Golden Goal og 3 mod 3 udespillere. Ved uafgjort efter forlænget spilletid, er der straffe slag med fem skud til hvert hold.

Klubkrav

Alle hold, som deltager i skaterhockey DM, skal være tilknyttet en klub, som er medlem af Rullesport Danmark. Hvis man ønsker at deltage som nyt hold, så hjælper vi med etableringen af en ny klub. Det koster ikke noget som klub at være medlem. Hvis du er i tvivl om, hvorvidt din klub er registreret som medlem af Rullesport Danmark, så tag kontakt til os. Alternativt kan et nyt hold blive tilknyttet en eksisterende klub.

Opdateret klubliste på Rullesport Danmarks hjemmeside: https://www.rullesport.dk/find-klub/skaterhockey-klubber/

European Cup

Der må gerne laves kombineret hold, men en spiller kan kun spille for et hold og skal have en aktiv licens. Et kombinationshold kan ikke vinde DM eller retten til at repræsentere Danmark ved European Cup.

Officials

Hvert hold skal stille med en official til hver kamp, således der er to officials per kamp. De pågældende personer skal være tidtagere, styre udvisninger samt udfylde kamprapport. Hvis et hold ikke stiller med officials, så vil der blive givet bøde i henhold til gældende takst i skaterhockeyreglementet (bødetaksten er baseret på en kamp med 3×15 minutter, hvorfor bøder ved stævnet vil blive reguleret i henhold til dette).

Hvis holdene ønsker at bytte indbyrdes, er det deres eget ansvar. Det er således ikke gyldig grund, at modstanderens official kan klare opgaven for begge hold: et fravær vil blive registreret som bøde grundlag.

Dommere

Rullesport Danmark Skaterhockey vil forsøge at skaffe det nødvendige antal dommere til at afvikle kampene. Hvert hold anmodes dog om at bidrage aktivt med at stille en eller flere dommere til rådighed for stævnet.

Med venlig hilsen
Thomas Ask Wiatr Formand Copenhagen Vikings / Komitémedlem Rullesport Danmark Skaterhockey Sportskomite.
Claes Fréder Dommeransvarlig Rullesport Danmark Skaterhockey.
Erik Sommer Økonomisk Ansvarlig Rullesport Danmark Skaterhockey Sportskomite

Share