22/07/2018 | Begivenheder

KGB Rulle Ræs

KGB Rulle Ræs

– hyggelige rulleskøjteløb for alle, uanset alder

Rullefabrikken og RulNord inviterer alle rulleskøjteløbere til et hyggeligt rulleskøjteløb i en afslappet atmosfære på Københavns Gokartbane.

Overblik

Dato: Søndag d. 22. juli 2018
Tid: Fra kl. 11.00 til 15.30. Banen er åben fra kl. 10.00.
Sted: Københavns Gokartbane (KGB) på Kraftværksvej 10, Kbh S
Pris: Kr. 20,- betales ved tilmelding
Max pladser: 100 rulleskøjteløbere
Tilmelding:SPORTI her senest d. 21. juli, eller kl. 10 på dagen.

Gruppeinddelingen

På dagen bliver deltagerne inddelt i grupper efter alder og hastighed:

  • Børn (til og med 12 år) kører for sig selv, mens børn over 13 kører med de voksne. Superhurtige børn under 13 år, må gerne stiller op i Voksen-kategorien.
  • Vi planlægger at lave to grupper i Børne-kategorien og 3-5 grupper i Voksen-kategorien, opdelt efter hastighed. Antallet af grupper besluttes på dagen, når vi kender deltagerantallet, og hvor hurtigt der bliver kørt.

Løbene

Alle grupper kører 4-5 løb fordelt over dagen. Her er en kort oversigt over løbene:

  • Time Trial: Alle deltagere starter med at køre en Time Trial (enkeltstart). Din individuelle tid fra dette løb afgør hvilken gruppe du kommer til at køre i, ved de efterfølgende løb.
  • Linjeløb: Alt efter niveau kommer du til at køre minimum ét linjeløb.
  • Pointløb og udskillelsesløb: De hurtigste grupper kører pointløb og udskillelsesløb.
  • Forhindringsbane: Børnene og de mindre hurtige voksne kører en forhindringsbane.
  • Overraskelse: Der vil også være en overraskelse i form af et utraditionelt løb, som vi først afslører på dagen!

Gokartbanen

Banen har super fin asfalt til rulleskøjteløb og masser af plads, da den er 8-12 meter bred. Banenlængden er 425 meter og den har fire bløde 90 graders sving og en enkelt chikane på den ene langside.

Tidtagningen

Vores setup er meget simpelt. Der vil være tidtagning med stopure og mobiltelefoner. I Time Trial får alle registreret en tid og i de øvrige løb registrerer vi tiden på løbets vinder, samt den rækkefølge, som løberne kommer i mål i.

Frivillige hjælpere

Arrangørgruppen deltager selv i løbene på skift, så de har brug for hjælp under afviklingen af løbene:

  • Vi har brug for en håndfuld tidtagere, så meld dig, hvis din mobil har en stopur-funktion! Vi skiftes til at tage tid.
  • Vi har brug for et par førstehjælpere. Du kan godt deltage, selvom du hjælper til!
  • Har du lyst til at bage en kage? Så gør det meget gerne, tag den med, og del med de andre deltagere – der skal nok blive brug for masser af ekstra energi!

Praktisk info

På gokartbanen er der adgang til toiletter og vand, men der vil ikke være salg af mad og drikke, så tag en picnickurv og et tæppe med.

Din sikkerhed

For din egen sikkerheds skyld er det et krav du bærer en hjelm (cykelhjelm) så længe du har rulleskøjter på. Alle deltager på eget ansvar.

Vejrudsigten

Vi har haft en fantastisk solrig sommer, men hvis det, mod alle odds, bliver regnvejr, aflyser vi arrangementet. Dette skyldes, at gokartbanen bliver meget glat, når den bliver våd. Vi tjekker vejrudsigten d. 21. juli og melder ud, hvis der er ændringer i programmet. Ved aflysning vil forudbetalingen blive tilbagebetalt.

Vi tester konceptet

Vores mål er, at det skal være sjovt for alle deltagere at være med og vi sikrer, at du konkurrerer mod løbere på dit eget niveau. Vi har fokus på, at arrangementet skal være nemt, billigt og hurtigt at stable på benene! KGB Rulle Ræs er det første udendørs rulleskøjteløb med dette koncept og inspirationen er hentet fra RulNord, der har lavet tilsvarende arrangementer indendørs de sidste to vintre. Andre klubber er velkomne til at kopiere konceptet, så vi får flere sjove rulleskøjteløb, hvor alle kan være med!

Kontakt!

Vil du hjælpe til på dagen, eller har du spørgsmål til arrangementet, så tøv ikke med at skrive til os på hallo@rullefabrikken.dk.

Besøg klubbernes hjemmesider her:
www.rulnord.dk (Farum)
www.rullefabrikken.dk (Brøndby)

Share