15/05/2025 | Begivenheder

Herre DM 2025 i skaterhockey grundspil

Mesterskabet afvikles af sportskomitéen (Rullesport Danmark), i samarbejde med de klubber, som stiller banetid til rådighed. Copenhagen Vikings Rødovre er medarrangør for kampe i Rødovre. Gentofte Rulleskøjteklub er medarrangør for kampe i Gentofte.

Tid og sted

Herre DM afholdes indendørs i Rødovre, samt Gentofte Rulleskøjtehal, på følgende datoer:

  • Grundspil: torsdag d. 8. maj
  • Grundspil: torsdag d. 15. maj
  • Grundspil: torsdag d. 22. maj
  • Grundspil: torsdag d. 29. maj
  • Grundspil: torsdag d. 5. juni
  • Grundspil: torsdag d. 12. juni
  • Finale: torsdag d. 7. august
  • Finale: tirsdag d. 12. august
  • Finale: torsdag d. 21. august

Mesterskabet afholdes, hvis mindst to hold ønsker at deltage. Hvis der er mindst to tilmeldte hold til DM, så spilles der om plads til IISHF Men European Cup i 2026 eller IISHF Men Challenge Cup, hvor vinderen har førsteret til at vælge deltagelse i én af disse turneringer. Hvis der kun er ét hold, som tilmelder sig, så får dette hold retten til at vælge IISHF-turnering i 2026.

Kampene spilles 3×15 minutters effektiv spilletid med fem minutters pause imellem perioderne.

Tilmelding

Tilmelding skal ske senest søndag den 8. april 2025 til skaterhockey@rullesport.dk. Der kan, af hensyn til planlægningen, ikke tilmeldes hold efter denne dato. Angiv venligst klubnavn, holdnavn samt kontaktperson. Turneringsprogrammet offentliggøres efter tilmeldingsfristen, når antallet af tilmeldte hold er fastlagt.

Betaling

Deltagergebyret vil blive opkrævet når alle udgifter til mesterskabet er kendt. De deltagende klubber bliver faktureret af Rullesport Danmark Skaterhockey.

Licens

Alle hold skal være tilknyttet en klub, som er medlem af Rullesport Danmark, og alle spillere skal have en gyldig skaterhockey licens for sæsonen 2025.

Link til licens: https://www.conferencemanager.dk/licenser2025skaterhockey/signup

Licens for skaterhockey er påkrævet, for at spille skaterhockeykampe. Licensen købes online. Prisen er 160 kr. for hele sæsonen. Der kan kun købes én licens ad gangen – spillernes licensnummer vil fremgå af ordrebekræftelsen.

Holdskema

Hvert hold skal fremsende et Word Dokument sammen med deres tilmelding, med angivelse af alle deres spillere med position, trøjenumre, farven på hjemme- og udebanetrøjer. Dette  skal sendes til skaterhockey@rullesport.dk.

Regler for skaterhockey

Der spilles efter det internationale regelsæt for skaterhockey. Hvis der skal findes en vinder, og kampen er endt uafgjort, så spilles der fem minutter forlænget spilletid, med Golden Goal og 3 mod 3 udespillere. Ved uafgjort efter forlænget spilletid, er der straffeslag, med fem skud til hvert hold.

Klubkrav

Alle hold, som deltager i skaterhockey DM, skal være tilknyttet en klub, som er medlem af Rullesport Danmark. Hvis man ønsker at deltage som nyt hold, så hjælper vi med etableringen af en ny klub. Det koster ikke noget som klub at være medlem. Hvis du er i tvivl om, hvorvidt din klub er registreret som medlem af Rullesport Danmark, så tag kontakt til os. Alternativt kan et nyt hold blive tilknyttet en eksisterende klub.

European Cup

Der må gerne laves kombineret hold, men en spiller kan kun spille for et hold og skal have en aktiv licens. Et kombinationshold kan ikke vinde DM eller retten til at repræsentere Danmark ved European Cup.

Officials

Hvert hold skal stille med en official til hver kamp, således der er to officials per kamp. De pågældende personer skal være tidtagere, styre udvisninger, samt udfylde kamprapport. Hvis et hold ikke stiller med officials, så vil der blive givet bøde i henhold til gældende takst i skaterhockeyreglementet (bødetaksten er baseret på en kamp med 3×15 minutter, hvorfor bøder ved stævnet vil blive reguleret i henhold til dette).

Hvis holdene ønsker at bytte indbyrdes, er det deres eget ansvar. Det er således ikke gyldig grund, at modstanderens official kan klare opgaven for begge hold: et fravær vil blive registreret som bødegrundlag.

Dommere

Rullesport Danmark Skaterhockey vil forsøge at skaffe det nødvendige antal dommere til at afvikle kampene. Hvert hold anmodes dog om at bidrage aktivt med at stille en eller flere dommere til rådighed for stævnet.

Share