F&S påsketræningslejr i Holland
Forbered dig til sæsonen på Rullesport DK forårstræningslejr i Holland! Turen er åben for alle, men træningen er tilpasset til løbere, som fokuserer på konkurrencer på bane.
Hvornår?
Turen har afgang tidligt lørdag 23. marts med hjemkomst sent 27. marts. Det er således muligt at komme i skøjterne allerede om lørdagen.
Hvor?
Træningen bliver på en 200 meter overdækket banked Vesmaco bane i Heerenveen i Holland. I midten af banen er et fladt areal hvor der kan gennemføres tekniske øvelser og anden sjov.
Der overnattes på sejlsportsstedet Pean i en større og et antal mindre hytter (efter behov), godt 20 min kørsel fra Heerenveen. For dem som kender stedet, er vi igen retur i den “store” fællesbygning. For nye kan stedet lettest beskrives som en simpel og primitiv “lejrskole” hvor der overnattes i køjesenge i fællesrum. Vægten er lagt på hygge, nærhed og pris, frem for Luksus. Kig gerne efter billeder i vores fælles Facebook gruppe fra tidligere år.
Forvent at de ældste BT trupløbere indkvarteres i mindre hytter, og de yngre trupløbere, løbere uden for trupperne og forældre primært indkvarteres i den store fælleshytte. Logistikken på turen kan ikke understøtte særlige ønsker omkring indkvartering.
Hvem?
Turen er åben for alle medlemmer af Rullesport DK med interesse for banekørsel. For medlemmer under 18 år, som rejser uden egne forældre, skal der udpeges en forældrevalgt værge. Værgens navn påføres ved tilmelding, eller oplyses når denne er fundet. Værgen skal være til stede på Pean hvor vi overnatter.
Hvordan?
Vi planlægger fælleskørsel i lejede minibusser med plads til maksimalt 9 personer. Løsningen har været anvendt tidligere, og er fleksibel, nem at tilpasse til deltagerantal og mest af alt prisstærk. Deltagerne skal forvente at påstige busserne i henholdsvis Slagelse og Hjørring (med begrænset mulighed for opsamling langs ruten mon den Dansk/Tyske grænse).
Program?
Der trænes dagligt en eller to gange på banen. Træningen tilpasses deltagernes niveau således at alle præsenteres for træning på relevant niveau. Træningen tilrettelægges af forbundets egne medbragte trænere.
Pris?
Turen koster maximalt 2600,- for løbere og 1000,- for forældre/værger/medrejsende. I prisen er transport, baneleje, træneromkostninger (de er ulønnede), overnatning og mad i Holland inkluderet. Mad som medbringes eller købes på rejsen til og fra Holland, samt lommepenge, er ikke inkluderet.
Tilmelding?
Der tilmeldes via forbundets tilmeldingssystem. Tilmeldingen er ikke åben endnu.
Seneste frist for tilmelding er 28. januar.
Alle opkræves et depositum på 1000,- i forbindelse med jeres tilmelding. Restbetaling opkræves når vi har det fulde overblik over turens udgifter, og såfremt udgifterne er reduceret i forhold til det forventede vil turens pris kunne reduceres.
Vi har normalt god plads, men såfremt vi når loftet for turen, vil pladserne blive tildelt efter “først-til-mølle” princippet. Bemærk at tilmeldte løbere vil få prioritet over forældre/værger.